Vævemønstre og bindinger

Lærredsbinding og den tidlige vævning
Lærredsbindingen må siges at være en af de mest almindelige former for binding, og det er samtidig formodentlig den ældste metoder til vævning, der findes den dag i dag. Den har været benyttet flittigt, og som følge af dette er der opstået adskillige variationer af metoden. Man så, at teknikken blev benyttet ca. 1000 år f.Kr. i Kina og de omkringliggende områder, hvor det gik under betegnelsen Han-damask. I en oprindelig Han-damask foregår vævningen ved, at man skiftevis lader kæde- og skudtråde veksle i samme binding, hvorved mønsteret bliver reversibelt.

Kipervævning

Denne form for vævning foregår oftest ved brug af uld. Metoden stammer fra Mellemeuropa og stammer fra ca. år 1000 f.Kr. Man så i tiden derefter, at der opstod flere variationer af metoden. Her kan blandt andet nævnes satinbinding, som primært bliver benyttet i vævning med silke.

Vævning med luv

Vævning med luv foregår ved, at man knytter flere knuder mellem et eller flere bundskud omkring kædetrådene, hvilket man blandt andet ser i orientalske tæpper. Man kan ligeledes skyde et ekstra skud ind over ens bundvævning. Dette kaldes for en brochering, hvis mønsterets tråde løber inden for konturlinjerne. En lancering er i stedet, når mønstertråden løber i hele vævningens eller kædetrådens bredde.

Vævning med flere kæder eller skud

Der ses ligeledes vævninger med dobbelte skud eller kæder. Her er samitum et eksempel på et mønstersystem, hvor der er benyttet to kæder, hvilket er henholdsvis en fyld- og en bindekæde. Samitum menes at stamme tilbage fra ca. år 200, hvor metoden blev benyttet i Iran.

Lampasteknikken

Fra ca. år 1000 ser man Lampasteknikken, som senere blev en dominerende form for væve i silkeindustrien. Ved denne teknik benytter man to kæder, hvilket er henholdsvis en grund- og en bindekæde. Eksempler på denne teknik er blandt andet Diasper og Beiderwand.