Vævning

Hvad er vævning og hvor stammer det fra?
Vævning kan siges at være en proces, der blev opfundet i løbet af stenalderen, og den har ikke ændret sig væsentligt siden da. Ved denne proces omdannes spundet garn til et klæde, der kommer til at bestå af tråde, der løber i to retninger. Normalt væver man kun i ét lag, og klædets bredde kommer dermed til at afhænge af, hvilken bredde den benyttede væv har. Det er således en metode til stoffremstilling. Som oftest har man to tråd systemer, der er vinkelret på hinanden. Disse tråd systemer bliver derefter flettet sammen til et materiale, som består af de tekstile fibre, der dannes.

Metodens historie er som tidligere nævnt gammel, og kan spores mindst 9000 år tilbage. Det ældste fund stammer blandt andet fra Israel og områder i Lilleasien, men der er ligeledes fundet tidlige fund i Mellemøsten og Nordeuropa. I Nordeuropa stammer den tidligste uldvævning fra 2500 f.Kr.

Hvad sker der under processen?

Når man vil væve, starter man arbejdet med, at der oplægges et antal tråde, hvilket svarer til den ønskede tæthed. Ved hjælp af to pinde, der er placeret i hver ende, kan man sørge for, at trådenes rækkefølge bliver fastholdt.

Man spænder dernæst dette videre på væven. Her sørger man for, at trådene bliver fordelt ligeligt over hele væven. Alt afhængigt af, hvilken væv man har benyttet, kan dette gøres på flere måder. For eksempel kan det foregå ved hjælp af en såkaldt redekam. Man sætter dernæst trådene under belast for at sikre, at trådene kommer til at forblive så lige som muligt under vævningen.

Når oprulningen er færdig, binder man væven op. Dette finder sted ved, at hver enkelt tråd bliver ført i gennem en sølle og videre til skaftet. Skaftet passer til trådens placering i det ønskede mønster.